Forældresiden

Idégrundlag/målsætning

Institutionens formål er at drive en efterskole der er grundtvigsk inspireret og gennem kostskolens fællesskab og undervisningsformer, give eleverne en personlig udvikling og modning, samt nye kundskaber. Det skal tilstræbes, at skolen indgår som et naturligt led i det lokalsamfund, hvori den ligger.
Dette gøres inden for rammerne af de gældende regler om frie kostskoler.

Værdigrundlag

Vi anser det for vigtigt, at eleverne opdrages til respekt og ansvarlighed i forhold til sig selv og andre. Vi mener, at eleverne gennem det faglige og menneskelige engagement forberedes til videre uddannelse, ligesom deres virkelyst og evner til at indgå i et demokratisk samfund udvikles.

Ingstrup Efterskole vil være kendt for:
En god og alsidig undervisning, ved dygtige undervisere, i de prøveforberedende fag.
En spændende og medrivende liniefagsundervisning i idræt og musik, hvor personlig udvikling og samvær med andre spiller en vigtig rolle.
Et fællesskab, der bygger på tolerance, ansvarlighed, åbenhed og demokrati.
Valgfag, fællestimer og fællesaktiviteter, der giver afveksling, dynamik og oplevelser i et grundtvigsk inspireret kostskoleliv.
Gode arbejdsmetoder og lysten til at lære.
En skole og et personale, der konstant udvikler sig i forhold til både det interne og eksterne miljø.

Tilegnelse af: Pligtegenskaber, faglige kundskaber, færdigheder.
Udvikling af: Fællesskab, ærlighed, åbenhed, medindflydelse, virkelyst, almen dannelse.
Opnåelse af:  Selvtillid, selvværd, ansvar, samarbejdsevne, vedholdehed, evne til koncentratione, fortrolighed, lyst til læring.
Fortrolig med: Ingstrup Efterskoles værdier, egne værdier, dansk kultur. 
Forståelse for: Gensidig respekt, forskellighed, sociale relationer, "At lære er at leve".
Forberedelse til:  Videregående uddannelse, voksenlivet.

Overordnede principper vedr. undervisning, evaluering og prøver.  
Undervisningen i ethvert fag tilrettelægges udfra Ingstrup Efterskoles formål og værdigrundlag. 
I 9.kl. niveau-deles eleverne i engelsk, matematik og tysk.
I 10. kl. vælges en sproglig eller naturfaglig overbygning på 7 undervisningstimer pr. uge udover de almindelige obligatoriske boglige fag.
Niveaudeling gælder i en vis udstrækning også musik og idrætslinier, hvor holddelingen foretages efter evne og besætning.
Undervisningen i de boglige fag tager sit udgangspunkt i et af skolens formål; at forberede til ungdomsuddannelserne gymnasium, HTX og HHX. Dette betyder at undervisningen skal have et højt fagligt niveau. Der stilles krav om gode arbejdsvaner og punktlighed med hensyn til forberedelse, afleveringer og mødetider. Det forventes, at eleverne møder velforberedte og deltager aktivt i undervisningen.
Det er skolen magtpåliggende, at undervisningen varetages af velkvalificerede lærere, i en god arbejdsatmosfære, præget af højt aktivitetsniveau, interesse og engagement. 

  • Alle elever skal vælge et liniefag, ligesom alle elever skal have mindst to ugentlige idrætstimer.
  • Alle elever modtager seksualvejledning.
  • Tysk og fysik er obligatorisk i 9. klasse.
  • Alle skal have min. 33 lektioner á 45 min. om ugen. 

For at styrke fællesskabet og give eleverne mulighed for at afprøve sig selv og egne grænser, arrangeres i skoleårets løb en række anderledes dage og uger, hvor den daglige undervisning er erstattet af samarbejde på tværs af hold og grupper: div. idræts- og musikarrangementer, skilejrskole, projektopgave/obligatorisk selvstændig opgave, brobygning, projektarbejde, emnedage og ekskursioner. 

Elevernes faglige udvikling evalueres løbende i klasserne og der gives standpunktskarakterer i hhv. november og februar. På forældredage i november og marts er der mulighed for evalueringssamtaler mellem lærer, elev og forældre.

I januar afholdes terminsprøver i alle prøveforberedende fag og  i juni aflægger alle elever Folkeskolen Afgangsprøve el. 10. klasses prøve i de fag, de har modtaget undervisning i. 

Kostskoleformen:
Eleverne bor 2, 3 el. 4 sammen på værelser med eget toilet og bad. Piger og drenge bor i separate huse og må ikke befinde sig i det modsatte køns hus udenfor den fastsatte besøgstid.
Rengøring i husene, samt på alle fællesområder varetages af eleverne, således at alle elever er ansvarlige for et rengøringsområde i en periode i løbet af skoleåret.
Alle elever deltager i køkkenarbejdet, maks. 10 dage i løbet af året.
Eleverne er organiseret i kontaktgrupper med 9-11 elever tilknyttet en fast kontaktlærer.   


Evalueringer m.v.

Samlet evaluering af skoleåret 2008/09
Årets fokuspunkter har været ansvar, tolerance, respekt, anerkendelse.
Med henblik på at få eleverne til at føle mere ansvar i dagligdagen, har vi været opmærksomme på at involvere elever i planlægning og afvikling af div. arrangementer. Mange har udvist stort personligt engagement og initiativ. Elevrådet er blevet støttet i at tage initiativ og ansvar, og har været engageret og aktivt. På de månedlige fællesmøder er der blevet drøftet relevante emner, og møderne er foregået efter demokratiske principper på meget tilfredsstillende vis. 75 % af eleverne angiver at have nogen eller stor indflydelse på hverdagen generelt.
I fortælletimer, i undervisningen og gennem personlige samtaler har vi arbejdet på at forøge elevernes tolerance og respekt for menneskers forskellighed. Det er i nogen grad lykkedes at få eleverne til at anerkende i praksis, at alle er forpligtet af et fælles ansvar, både overfor mennesker og de fysiske rammer, og 96 % af eleverne angiver at de er blevet mere tolerante.
Fællesskabet fungerer godt i mange sammenhænge og eleverne føler i høj grad ansvar. 85 % af eleverne angiver, at de selv gør noget for at bidrage til fællesskabet.
Mht. anerkendelse og relationer, så angiver 93 % af eleverne at den generelle stemning på skolen er god el. supergod, og omgangstonen mellem personale og elever er god. Omkring kontaktgrupper, så er der 22 % af eleverne, som synes kontakten med kontaktlæreren har været dårlig og muligheden for at tale med vedkommende, når eleven har haft brug for det, ligeledes har været dårlig.  Dertil har mange elever valgt at forlade skolen, ang. pga. hjemvé. Dette giver naturligvis anledning til overvejelser omkring relationer, krav, tryghed, forældresamarbejde etc.
Generelt angiver 90 % af eleverne, at de er tilfredse eller meget tilfredse med opholdet som helhed, ligesom 81 % er tilfredse eller meget tilfredse med deres liniefag og det faglige niveau i den boglige undervisning (86 %).
Sammenfattende kan man sige, at med elevhold 2008/09 er det i meget høj grad lykkes, at skabe en atmosfære præget af tolerance, respekt, og anerkendelsen af, at alle har en værdi i et fællesskab. Der er blevet arbejdet meget med det personlige ansvar, og selv om grænser er blevet prøvet af, så har samarbejdet mellem lærere, elever og forældre fungeret på bedste vis, så vi har kunnet tale os til rette om det meste. Vi har haft et funktionsdygtigt elevråd og et elevhold præget af fornuftige, dygtige, modne og aktive elever, som vi kan takke for et utal af sjove og gode oplevelser.


FOKUSPUNKTER 09/10

Personligt ansvar
Vi vil lære eleverne værdien af at være medlem af et forpligtende fællesskab, hvor alle har ansvar for egne handlinger og medansvar for egen læring, samtidig med at alle er forpligtet af det fælles ansvar overfor både medmennesker og fysiske rammer.
Tolerance
Vi vil vise eleverne at forskellighed er en styrke, og at man skal udfordres på egne holdninger og synspunkter for at udvikle sig som menneske.

Respekt
Vi vil lære eleverne at vise respekt for andre mennesker og deres indsats, for naturen og for de fysiske rammer.

Anerkendelse
Vi vil lære eleverne at anerkende, at alle er værdifulde for fællesskabet, og at vi alle har indflydelse på hinandens liv.

Vi vil give eleverne oplevelsen af at sammenhold gør stærk, at personligt engagement og aktiv medvirken i en anerkendende atmosfære giver livsglæde og overskud.

·         Gennem personlige samtaler fastholde eleven og vejlede den enkelte i at bidrage til fællesskabet og påtage sig personligt ansvar.

·         Fokusere på anerkendelse og almen dannelse i forhold til bl.a. omgangstone, bordskik og omgangs- og samarbejdsformer.

·         Gennem ord og handling vise eleverne at forskellighed er en styrke og at samarbejde giver de bedste resultater.

·         Skabe sammenhold i kontaktgruppen gennem samvær, fælles arbejdsopgaver, fælles måltider og fælles oplevelser, og derved skabe tryghed, trivsel og ansvarlighed i forhold til gensidig omsorg.

·         Inddrage eleverne i planlægning og afholdelse af div. større og mindre arrangementer og derved fremme initiativ og ansvarsfølelse.

·         Gennem fælles undervisning, møder og arrangementer, give hele elevholdet oplevelsen af fællesskab.

Økonomi og optagelse

Optagelse som elev på efterskolen er først gyldig, når administrationsgebyr på 500,- kr og depositum 3000,- er betalt.
Administrationsgebyr opkræves ved indmeldelsen, depositum betales senest 1. oktober i året før skolestart.

Ved udmeldelse inden 1. marts vil der ske en tilbagebetaling af depositum, efter 1. marts ingen.
Depositum tilbagebetales senest 2 uger efter skoleårets afslutning, såfremt opholdet gennemføres.

Afbrydelse af opholdet inden kursets afslutning skal ske skriftligt med 4 ugers varsel. Overholdes varslet, mistes kun depositum og administrationsgebyr.

Ved bortvisning på grund af misligholdelse af skolens regler eller afbrydelse af opholdet med mindre end 4 ugers skriftlig varsel, mistes depositum og administrationsgebyr, og der betales 2 ugers skolepenge uden statsstøtte, p.t. 3200,- kr.

Eleven skal under opholdet være dækket af en familieforsikring. Hvis denne ikke dækker skader forvoldt af eleven, skal familien selv påtage sig en sådan hæftelse sammen med eleven.

Økonomi:

Skolepengene andrager i 2010/2011 kr. 1.750 pr. uge = kr. 71.750 for 41 uger.

Statsstøtte beregnes ud fra forældres indkomstgrundlag for indkomståret 2008.

Alle danske statsborgere er berettiget til statsstøtte, uanset indtægt.
Skolen sørger for at ansøge om statsstøtte via SU-styrelsen. Statsstøtten udgør for skoleåret 2009/10 min. kr. 492 pr. uge og max. kr. 990 pr. uge. For hele året min. kr. 20.172 og max. kr. 40,590. På www.efterskole.dk kan man finde yderligere oplysninger, samt en beregningsmodel til udregning af statsstøtte.

Betalingsopgørelse, som er dannet på grundlag af statsstøtteberegningen, udsendes maj/juni.

Dertil opkræver vi 1000 kr. til skoledragt, sangbog, nøgledepositum m.m. Dette beløb betales senest 1. juni inden skolestart.

Inden indmeldelsesgebyret betales og endelig beslutning træffes, vil vi gerne se elev og forældre til et orienterende møde.

I øvrigt henvises til oplysning om økonomiske forhold s. 2 af skolekontrakten.

Forældresamarbejde
1. skoledag mødes elever og forældre med kontaktlæreren, som varetager den personlige kontakt til sine kontaktelevers forældre.
Kontaktlæreren er støtteperson og varetager den personlige kontakt til sine 8-10 kontaktelever, ligesom han/hun varetager forældrekontakten.
Hver uge afholdes møde i k-gruppen, hvor der afsættes tid til på skift at have en personlig samtale med den enkelte elev. Forældrene holdes orienteret pr. mail/tlf. om deres barns trivsel.
K-læreren holder trivsels-, udviklings- og uddannelsessamtaler med eleverne og samarbejder med forældre samt evt. ledelse, om at støtte og hjælpe den enkelte elev til at få et godt skoleår.

Der udsendes forældrebreve 6-8 gange om året, ligesom hjemmesiden opdateres mht. arrangementer, nyheder o.lign.

Der afholdes trivsels- og uddannelsessamtaler i september, konsultationer med de enkelte faglærere i november og forældredag med aktiviteter i marts.

Karakterblade udsendes i oktober/november og i februar/marts.

Prøveresultater

Link til undervisningsministeriets side

Overgang til uddannelser
Under henvisning til lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne (lov af 18.5.2005) og for kunne se nøgletal for vore tidligere elevers videre gang gennem uddannelsessystemet, skal vi henvise til flg. adresse

www.uvm.dk/statistik/lov332_gaa/"