R6 1483

Håndboldtræner med lærerbaggrund søges pr. 1/8 2024 – til hele efterskolepakken!

Vi søger en lærer, der ud over at være håndboldtræner, skal kunne undervise i matematik og have engelskkundskaber. Du må generelt gerne brænde for idræt og kunne byde ind med nye ideer og variationer af idrætsaktiviteter.

Ingstrup Efterskole står på 44 års erfaring, men er stadig en skole i udvikling. Vi tilbyder en arbejdsplads med 145 unge mennesker og 29 skønne kollegaer, der arbejder ud fra nærvær, respekt og fællesskab.

Vi har brug for en med humor, spontanitet, initiativ og bare god energi. Du skal lide, at din arbejdsdag ikke altid bliver, som du havde forventet, da du stod op! Du skal brænde for de unge menneskers udvikling både i medgang og modgang;-) Det kræver god forståelse og kommunikation med teenagere – vores udgangspunkt er dialog og tillid.

Vi er en linjefagsskole, hvor de unge har mulighed for at dygtiggøre sig og få fælles oplevelser inden for musik, blandet idræt, håndbold, fodbold og dans. Det er breddeidræt og efterskole frem for alt.

Håndboldlinjen deltager i DHF-turneringen, og vi gør os klar til sæsonen med træningskampe mod andre klubber eller efterskoler. Du skal derfor kunne tage med 1 hold til kampe, som både kan ligge i dagtimer og aftentimer, primært hverdage, men weekender forekommer.  

Den daglige træning foregår i skolens hal, hvor vi arbejder målrettet med elevernes personlige udvikling indenfor fællesskabets rammer. Her vil fokus primært være de tekniske og taktiske færdigheder indenfor contra- og forsvarsspillet. Den fysiske træning kan være i hallen eller fitnesslokalet. Vi spiller kampe for at vinde, men vi har i højere grad fokus på den enkelte og holdets udvikling frem for resultater. Vi opmuntrer eleverne til at tage ansvar på banen. Derfor er deres mening vigtig for os, så vi sammen kan skabe det bedst mulige resultat. Fællesskabet dyrker vi bl.a. ved en ugentlig fællestræning, arrangementer på skolen samt gennem opbakning til hinandens hjemmekampe. 

Der er i elevgruppen fokus på, at efterskole er ”hele pakken” – det samme gælder for personalet; det er undervisning, planlægningsopgaver, teamsamarbejde, aften- og weekendarbejde, relationsarbejde med unge, forældresamarbejde, skolerejse, trivselsarbejde, køkkentjans, kollega-hygge og samarbejde på tværs af faggrupper, spas-gak-og-løjer og meget mere…

Stillingen er et årsvikariat for skoleåret 2024/25 med mulighed for fastansættelse. Det er på fuld tid med tiltrædelse d. 1/8 2024. Ansættelse i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og LC. Lokallønsudmøntning er en del af skolens lønpolitik.

Ansøgning + CV sendes til: kontor@ingstrupefterskole.dk senest 12/5. Samtaler vil blive afholdt fra 21.-22/5. Alle ansøgere får skriftlig besked.

Eventuelle spørgsmål til stillingen kan rettes til forstander Mie Sloth Rasmussen eller viceforstander Mette Svane Bjerregaard på telefon 98883443.

 

 Ingstrup Efterskole er en musik- og idrætsefterskole som gennem et forpligtende fællesskab søger at styrke og udvikle eleverne fagligt og personligt, så de bliver livsduelige unge mennesker med mod på tilværelsen. Vi har 145 elever, der går i 9. eller 10. klasse. Camps er også en del af vores aktiviteter. Vi er en veludbygget skole med gode og tidssvarende faciliteter, beliggende 1 km fra Grønhøj Strand. Skolen er røgfri.