Vi har i 4 uger haft glæde af en PR-medarbejder Trine Bargsteen som har skret følgende artikel om, hvordan det kan føles for elever at være hjemme på efterårsferie:
Efterårsferien er en spændende og udfordrende oplevelse for efterskoleelever
Når man for første
gang kommer ”hjem på ferie” kan det være svært at finde tid til både venner og
familie, men det skaber perspektiv og lærer dig at prioritere, fortæller elever
fra Ingstrup Efterskole
Varm kakao og familieture i biografen og skoven kombineres
for mange teenagere med fester og hyggeaftener sammen med venner og
klassekammerater i efterårsferien. For de fleste er efterårsferien altså et
pusterum i en travl hverdag, hvor der er tid til ”at kede sig”. Når man som
efterskoleelev tager hjem på ferie,
er det dog en helt anden oplevelse, for pludselig er det at være hjemme ved
forældrene i en hel uge en ekstraordinær oplevelse, hvor der skal samles op på alt
det, man går glip af, ved at være på efterskole til hverdag. På Ingstrup
Efterskole fortæller en gruppe elever således at det er spændende, men også
udfordrende at komme hjem på efterårsferie.
Man skal finde tid til alle vennerne og bliver måske nødt til
at vælge mellem forældre og venner – og mellem venner. Afstanden til venner og
familie gør at man bliver mere afklaret over hvor meget man sætter pris på
forældrene, som man ellers nemt bare kom til at skændes med over trivialiteter,
da man boede hjemme. På den måde er det altså en utrolig positiv oplevelse for
de interviewede 15-16 årige fra Ingstrup Efterskole at prøve at savne
forældrene lidt.
Også gensynet med vennerne, giver sommerfugle i maven, for
det er vigtigt for eleverne ikke at være dén, der bare taler om det på
efterskolen: ”Jeg kan tydeligt huske, at jeg lovede mig selv, ikke at
"glemme" alt det derhjemme, men det er næste umuligt. Tiden er der
bare ikke. Sidste år, da jeg selv havde venner på efterskole, blev jeg altid
irriteret på dem, når de snakkede om deres efterskole, for de snakkede ikke om
andet. Er bange for, jeg selv bliver sådan nu, men sidste år forstod jeg ikke,
hvad det rigtig ville betyde, at være på en efterskole, for når man først er
her, så bliver det ens liv”.
En uges ferie i det gamle
liv er derfor en unik oplevelse, for selvom eleverne fra Ingstrup Efterskole er
nervøse for ikke at passe ind længere, oplever de, at vennerne holder ved, og
at livet derhjemme nærmest bare venter på, at de kommer hjem. Det er utroligt
bekræftede at finde ud af, at man ikke mister sine venner og sin hverdag ved at
være væk i en periode, og det giver også mod på at prøve nye udfordringer i
fremtiden.
Noget har dog ændret sig, og i og med at familien og
vennerne opfører sig helt som de plejer, bliver man opmærksom på de ændringer
man selv har gennemgået, fortæller eleverne: ”Når jeg kommer hjem skal jeg på
en måde være den person, som jeg var før jeg tog på efterskole, for alt det der
hjemme er det samme, og de forventer også at jeg er den samme – men det er jeg
bare ikke helt.” Efterskoleopholdet fungerer nemlig for mange som en
katalysator for modenheden, og der arbejdes på efterskoler som Ingstrup
Efterskole særligt for at gøre eleverne både fagligt og socialt klar til
gymnasiet, hvilket også udmærker sig i en modenhed som kan mærkes når man er
hjemme i vante omgivelser.
Når man kommer hjem fra efterskole kan man altså rigtig
mærke, hvad det betyder for én at komme på efterskole. Som Carina fra 9. klasse
på Ingstrup Efterskole siger: ”Nye venner, nye oplevelser og en masse
udfordringer. ”