Skolevejledning

Skolevejledning

Formålet med skolevejledningen er, at alle elever bliver afklarede omkring valg af uddannelse og evt. fremtidig beskæftigelse. Det er samtidig målet at få samtlige i gang med en ungdomsuddannelse. Det er vigtigt, at eleverne bliver motiverede til selv at søge informationer vedr. uddannelse og jobmuligheder, deltager i informationsmøder og generelt sørger for at holde sig orienterede i uddannelsesdebatten.

Alle elever får en kollektiv vejledning, hvor de bliver orienteret om uddannelsessystemets opbygning, optagelseskrav og muligheder. Endvidere vil de få indsigt i erhvervs- og uddannelsesmarkedsforhold, herunder job- og informationssøgning. Da Ingstrup Efterskole er en boglig og gymnasieforberedende skole, vægtes orienteringen om de gymnasiale ungdomsuddannelser særligt højt.

Endvidere får alle elever en individuel vejledning, hvor de sikres minimum to personlige samtaler. I september måned afholdes den første med  kontaktgruppelæreren. Her er det primære indhold en samtale omkring elevens trivsel på skolen samt en indledende snak vedr. valg af ungdomsuddannelse. Samtalen munder ud i en uddannelses-/handlingsplan, som underskrives af forældre, elev og lærer. Den anden samtale ligger i januar/februar måned og tager sigte på valg af ungdomsuddannelse og den endelige tilmelding hertil. Skolevejlederen forestår dette arbejde sammen med eleven og evt. dennes forældre. Der udarbejdes en personlig uddannelsesplan, som sammen med tilmelding til ungdomsuddannelse sendes til den først prioriterede uddannelsesinstitution. Dette arbejde skal være gjort senest den 15. marts.
 
Søstrene Lykke og Luna til samtale med Kjeld.

Brobygning til ungdomsuddannelser er obligatorisk for alle 10. klasse elever, som skal deltage i to forløb á 1 uge. Der brobygges til Brønderslev Gymnasium samt Handelsskole og Teknisk Skole i Hjørring (EUC Nord).  I forbindelse hermed udarbejder eleverne en skriftlig brobygningsopgave, der redegør for de to ugers forløb samt beskriver uddannelsesvejen til et fremtidigt erhverv. Opgaven bliver vurderet af skolens lærere, som giver en skriftlig udtalelse og karakter, der kan påføres afgangsbeviset. 9. klasse eleverne har mulighed for erhvervspraktik i uge 42.

Skolevejledningskontoret er åbent hver onsdag kl. 10.15 – 12.15 og kl. 13.00 – 15.00, samt  efter aftale. I februar og marts vil der være åbent dagligt.